Hvad er en DAW?
DAW står for Digital Audio Workstation. Begrebet dækker over lydprogrammer som musikere bruger til at lave musik og redigere lydfiler. Du kan sammenligne det med et værksted, hvor de vigtigste værktøjer er inkluderet i pakken. Du kan altid udvide med flere værktøjer, hvis du får brug for det.
I starten kan alle DAW’er virke uoverskuelige, især hvis du kun lige er begyndt på musik. Men selv erfarne brugere kan have svært ved at huske alle funktionerne i en DAW. Der er nemlig utallige måder at manipulere lyde, og avancerede produktionsteknikker, så man kan i princippet bruge flere år på at lære det hele. Uanset hvilken DAW du vælger, gælder det om at tage et skridt ad gangen og blive ved med at bruge den, indtil du begynder at få styr på det. Ligesom et instrument.
Det første du bør tænke over er: “hvad vil jeg bruge DAW’en til?”. Hvis du kun har brug for at optage lidt vokal i ny og næ, er ét program måske mere egnet, mens et andet program måske er vejen frem, hvis du vil lave komplekse produktioner med rytmeskift. Vi kommer til at skelne mellem traditionel produktion (indspilning og redigering), beatmaking (loops og samples), idéskitsering (indspilning og arrangement)
Hvis du skal til at vælge din allerførste DAW, er det en idé at overveje om du kender nogen, der er bekendt med et af programmerne. Hvis du har en ven eller veninde, som er villig til at sætte dig lidt ind i programmet, kan det være en enorm hjælp i starten.